Glycerin i sæbeboblevand
Glycerin gør sæbeboblerne mere smidige og øger deres levetid.
Sæbebobler holder for evigt. Hvis det ikke lige var fordi vandet fordamper.
Vandet i sæbebobler fordamper, og det gør at boblerne hele tiden bliver tyndere. Tyngdekraften trækker det meste af vandet i en sæbeboble ned i bunden af boblen, og også derfor bliver boblerne tyndere og tyndere i toppen. Hvis tyngdekraften har gjort en boble rigtig tynd i toppen, så vil der til sidst gå hul i boblen pga. fordampning, og boblen sprænger.
Hvis luften er tør, fordamper vandet hurtigt fra boblerne, og derfor sprænger sæbebobler generelt hurtigere i tør luft end i fugtig. Hvis man skal lave sæbebobler er det derfor en god ide at finde et sted hvor luftfugtigheden er høj. Et perfekt sted til at lave bobler er badeværelset, lige efter at nogen har været i bad.
Glycerin gør sæbeboblerne mere smidige og øger deres levetid.
For at mindske fordampningen fra boblerne kan man bruge det lille trick at hælde lidt glycerin i sæbebobleblandingen.
Hvis man gerne vil lave bobler som holder virkelig længe, f.eks. flere dage, så bliver man nødt til at begrænse fordampningen yderligere. Det kan man gøre ved at lukke boblen inde i et rum hvor luftfugtigheden er stor. Det letteste er at lave en boble på et lille stativ nede i et syltetøjsglas. Der skal være lidt sæbevand i bunden af glasset, og man skal fugte stativet og siderne inde i glasset inden man laver boblen. Derefter skal glasset lukkes. Vand vil så fordampe fra alle overflader i glasset, og hurtigt vil luften i glasset blive mættet med vanddamp. Herefter vil fordampningen næsten gå i stå, og sæbeboblen vil kunne holde meget længe. Med vores opskrift har vi kunne holde en boble i live i en uges tid i et almindeligt syltetøjsglas, men andre har kunnet bevare boblerne meget længere. Efter sigende er det lykkedes sæbebobleentusiasten Eiffel Plasterer at få sæbebobler til at holde længere end et år på den måde! For at få bobler til at holde så længe kræves der en særlig opskrift, men desværre holdte Eiffel Plasterers sin opskrift hemmelig. Det er lettere at få en flad sæbehinde til at holde længe end en kurvet hinde. Det lykkedes den berømte fysiker James Dewar at bevare en flad sæbehinde der var 19 cm i diameter i mere end tre år! Den sæbebobleopskrift som Dewar brugte kan man finde i bogen: Dewar, Lady (ed.) (1927) Collected papers of Sir James Dewar, Cambridge, 2. Bind.
Til sidst vil selv den mest holdbare boble dog sprænge. Og når den sprænger, bliver den nærmest flået fra hinanden. Processen startes når der skabes et hul i et punkt på sæbehinden. Fra dette punt vil sæbehinden nu trække sig hurtigt sammen så al sæbevandet kommer til at mødes i et punkt på den modsatte side af boblen. Herfor kastes sæbevandet ud i luften. Hvis man i langsom gengivelse ser en boble der sprænger, så kan man se hvordan sæbehinden bliver revet fra hinanden.
En alternativ måde at lave en langtidsholdbar boble på er ved at køle den ned. Høje temperaturer får vandet til at fordampe hurtigere, og derfor har sæbebobler generelt kortere levetid hvor det er varmt end hvor det er koldt. Mange forbinder sæbebobler med sol og sommer, men ofte kan netop høj solskin være et problem når man laver sæbebobler. Man kan tydeligt se at lave temperaturer er vigtige for sæbeboblernes holdbarhed hvis man forsøger at sætte en sæbeboble ind i en forvarmet ovn.
Da en sæbehinde mest består af vand, så kan man fryse en sæbeboble til is. På den måde kan man også lave langtidsholdbare bobler. Det er særligt interessant at lave sæbebobler ekstremt kolde steder, hvor boblerne fryser til is mens de svæver i luften. Er man heldig, kan de frosne bobler lande på jorden uden at gå i stykker.
Hvis man ikke lige bor nord for polarcirklen, så er der alligevel gode muligheder for at fryse boblerne. Lav et stativ til boblen, og dyb stativet i sæbeboblevand. Lav en boble på stativet og stil det forsigtigt ind i en fryser. Efter et par minutter er bobler frossen. Det tager meget kort tid at fryse boblen fordi den er så tynd. En frossen sæbeboble er også langtidsholdbar. Så længe den holdes kold, vil fordampningen fra den gå meget langsomt, og den vil holde længe. Men tages den ud af fryseren går den til med det samme.
En sjov ting med frosne bobler er at man kan prikke huller i dem uden at de sprænger. Man kan også tage boblen op i hænderne og opleve at den smelter i hånden.