Glycerin i sæbeboblevand

I de fleste gode sæbebobleopskrifter indgår glycerin. Glycerinen (eller glycerol som det også kaldes) forbedrer sæbeboblevandet på to måder: Det øger boblernes levetid, og det gør sæbehinderne mere smidige.

Glycerinen øger boblens levetid

Der fordamper hele tiden vand fra en sæbeboble, og det gør boblen tyndere og tyndere så den til sidst vil sprænge. Glycerinen lægger sig i overfladen af sæbehinden og fortrænger derfor noget af vandet fra overfladen. Da det altid er fra overfladen at en væske fordamper, betyder det at vandet fordamper langsommere fra bobler med glycerin. Glycerin-molekylerne danner også nogle svage kemiske bindinger (såkaldte hydrogenbindinger) til vandet i overfladen. Glycerinen holder derfor på vandet som igen har sværere ved at fordampe. Bobler lever altså generelt længere med glycerin end uden.

Glycerin1

Øverst: Sæbehinde uden glycerin. Her er kun vand og sæbemolekyler, og fordampningen af vand er stor. Nederst: Sæbehinde med glycerin. Glycerinen lægger sig i overfladen mellem sæbemolekylerne og mindsker fordampningen af vand.

 Glycerinen gør boblerne mere smidige

Det siges at glycerinen også gør sæbehinder mere smidige, så de ikke så let sprænger når hinden bøjes. Forklaringen skulle være at glycerin-molekylerne lægger sig ind mellem de større og aflange sæbemolekyler, så de store sæbemolekyler kan bugte sig omkring de mindre glycerin-molekyler. Sæbemolekylerne har altså større bevægelsesfrihed når der er glycerin i sæbevandet, og sæbehinderne er derfor mere smidige.

På mange sæbebobleopskrifter står der at sæbevandet helst skal stå i et døgn før det bliver rigtig godt. En forklaring på det kan være at glycerin-molekylerne skal have tid til at finde ind mellem sæbemolekylerne.